Alfabet er bygget op efter Fibonaccis talrække (1-1-2-3-5-8-13-21…), så digtene bliver længere og længere. Det er som kædereaktionerne i den atomkatastrofe, der lurer i digtene, eller som en økonomi i uregerlig vækst.
Men indimellem rædslen for, hvad mennesket er i stand til, er det en hyldest til den verden, vi frygter at miste. Hør bare første digt: “abrikostræerne findes, abrikostræerne findes.”
Læs den, hvis du har brug for at mærke – helt ned i maven og ud i tårekanalerne – hvor meget vi har at miste. Men vi mærker også, hvor smukt det er, at det findes. Det giver os kampgejst. Gør det også for dig?
