I Molbohistorier udsættes et landsbysamfund på Mols for en hundrededagesregn, der sætter de eksisterende uligheder i samfundet på spidsen. Mens nogle udnytter muligheden til at etablere en østersfarm, ser andre deres levegrundlag smuldre. Molbohistorier formår at gøre klimakrisen meget håndgribelig og er en skarp kritik af, hvordan de økologiske kriser forstærker sociale uligheder og på ingen måde kun er det københavnerproblem, som mange politikere gerne vil gøre den til. Tværtimod er det ofte de mennesker, der arbejder med jorden, krisen rammer allerhårdest.
Udover at være en meget fin og omsorgsfuld fortælling om mennesker, der ofte tales hen over hovedet på, er Molbohistorier en fortælling om, hvordan dem, der har bidraget mindst til klimakrisen, også er dem, der rammes hårdest, hvilket vi allerede ser i ekstreme tilfælde på globalt plan. Som Rasmus Theisen selv har udtalt, er klimakrisen vor tids Molbohistorie, hvor vi kun narrer os selv.
