Med bogen Underskud sparkede Emma Holten døren ind til at udtænke andre økonomiske strukturer i Danmark. I en dansk kontekst er Holten en af de første til at tegne et radikalt anderledes portræt af, hvordan man kan indrette økonomien ved at sætte omsorg først, og Underskud er en bog, som er blevet læst og talt meget om i Ungdomsbevægelsen.
For os er Holtens arbejde en ledestjerne på vejen mod en økonomi der ikke skal opfinde nye behov, men opfylde dem vi har. Det er tydeligt for os, at hvis vi vil løse de økologiske kriser, handler det om at sætte omsorg i centrum.
Samtidig vil vi gerne anerkende, hvor svært, men utroligt vigtigt, det er at stille sig op mod etablerede og autoritative stemmer i den økonomiske debat. Holten er en killjoy, som viser os, hvordan økonomien foregiver at have en masse svar, den ikke har. Bogen har hjulpet os til at være kritiske over for mainstreamøkonomien, som skaber incitamenter til fx at investere pensionsopsparinger i fossilindustrien, mens omsorgsarbejde forbliver underprioriteret og usynligt. Det er ikke en økonomi, som vi kan se os selv i. Det er ikke en økonomi, som bringer os videre mod en grøn, retfærdig fremtid.
